Så er det lige før!

Kære medlemmer af VOSF

Så er der ikke længe til, at der igen fra søndag den 16/4 må fiskes i Kongeåen, Vejen Å og Gels Å. Derfor vil vi gerne informere alle vores medlemmer om de regler, der gælder for fiskeriet. Læs mere i de to vedhæftede dokumenter.
De fleste regler er de samme som i forrige sæson, for eksempel at du altid skal fiske med kun én krog uden modhager, samt at du skal bruge en cirkelkrog, hvis du fisker med orm. Du skal desuden huske at forny dit fisketegn, hvis du er mellem 18 og 67 år – se fisketegn.dk.

Inden du starter med at fiske, er det vigtigt, at du holder øje med laksekvoterne, så du kun hjemtager en laks, hvis kvoten er åben. Vi foreslår desuden, at alle benytter app’en ‘Fangstjournalen’ til at registrere alle fisketure, også 0-turene, og til at indberette fangster. Du får selv et godt overblik over dine fangster og fisketure, men data kan desuden bruges af forskerne på DTU Aqua, så de får mere viden om lystfiskeriet i de enkelte vandløb og i hele Danmark. Læs mere og opret dig som bruger på fangstjournalen.dk.

En vigtig nyhed er, at Fiskerikontrollen i år har skærpet kravene om skånsom håndtering af fisk, der skal genudsættes. Fiskene skal forblive i vandet i dit net, mens krogen fjernes, og fisk må kun fotograferes, mens de er i vandet, så de hele tiden kan få frisk vand til gællerne. Kravet er begrundet i et ønske om, at alle genudsatte fisk får de bedst mulige chancer for at overleve, så de kan gyde sidst på året. Så: – ingen billeder af en fisk, der ligger på bredden og gisper efter vejret, før den bliver genudsat.

Hvis du har spørgsmål vedrørende fiskeri og regler, så kontakt endelig én fra bestyrelsen. Du kan desuden finde forskellige oplysninger, blandt andet kort over vores fiskevand, på www.vosf.dk. Bemærk, at det igen er tilladt at parkere på p-pladsen lige syd for Knagemøllen.

Hvis du er heldig at fange en fisk, eller har andre gode oplevelser ved åerne, må du meget gerne sende billeder til os sammen med din historie, så vi kan dele dem på foreningens side på Facebook.

Knæk og bræk, og på gensyn ved åen
Bestyrelsen

Vedhæftede filer:

Fiskeri i Kongeåen og Vejen Å 2023.pdf
Fiskevand og reglement 2023.pdf