Flot laks til Simon!

 

 

 

 

 

 

Så blev det Simons tur til at fange en fin laks på VOSF’s fiskevand i Kongeåen.
Dejlig oplevelse nu, hvor der er kommet en masse vand, og hvor fiskene trækker opad i åen.
Hunlaks på 93 cm og 7,13 kg, fanget på Mepps 5 kobber.

Der må stadig hjemtages 1 laks over 75 cm på VOSFs fiskevand.

Knæk og bræk!

IHN Virus i fiskesøer

MERE END 70 FISKESØER ER LUKKET. HER ER UDVEJEN TIL LYSTFISKEREN
Fødevarestyrelsen har på kort tid lukket mere end 70 put & take søer pga. fiskesygdommen IHN. Lukningerne er sket for at undgå at smitten spreder sig. Du kan stadig fiske i åer, fra kysten og i fiskesøer, der ikke er omfattet af Fødevarestyrelsens restriktioner – uden at skulle tænke på IHN og på at desinficere dit udstyr.
Hvis du alligevel vælger at fiske inden for en af de fem restriktionszoner, som Fødevarestyrelsen har oprettet, så husk at du ikke må tage fisk med ud af zonen, og skal desinficere dit udstyr inden du forlader zonen. Så sænker du risikoen for, at du bærer smitten videre.
Mere om fiskesygdommen IHN, zonerne og reglerne der gælder der 👉 https://direc.to/gNWq

IHN Virus – info fra Sydvestjyske

Alarm Alarm Alarm Alarm Alarm Alarm Alarm Alarm

Esbjerg mandag den 31 maj 2021
Der er her til morgen løbet en mail ind til formandens Jens Lygum.
Der er nu kommet, en kedelig besked om at, ” der er fundet IHN virus i Gørklindt Dambrug”
Det betyder at hele, Sneum å systemet er virus ramt.
Hvad betyder det så for os?
Det betyder at HVER GANG vi har været ude og fiske .
SKAL vi desinficere vores fiskegrej og støvler.
Vi arbejder på at fremskaffe noget til  desinficere med selv, evt. kan vi udlevere pulveret Virkon S men indtil videre kan vi få desinficeret ved
Nebel sø. Put and Take. Vestervadvej 17, Vester Nebel, 6715 Esbjerg… BRUGES
Følg med på siden da der vil komme nyt i løbet af dagen
Med venlig hilsen
Richard Yde og Jens Lygum
NB: Kan også desinficeres ved Drostrup Put & Take!

Jan Thorsted: fra Gelså

Tak for en fin dag på Knudepunktet. Jeg var i dag på fisketur i Gelsåsammenslutningens fiskevand mellem Arnum og Enderupskov og var heldig at fange denne fine blanke havørred på 60 cm og 2,7 kg (foto vedlagt).


Fisken tog en Mepps 4 spinner. Havde kontakt med yderligere en havørred, der dog ikke kom på land.

Vandstanden er perfekt lige nu efter den megen regn for et par dage siden, og vandet er rimelig klart, så jeg kan anbefale at man prøver lykken.

 

 

 

Knæk og bræk.
Vh
Jan Thorsted

Efter hornfisk ved Middelfart

Mandag i det fineste vejr i Middelfart, hvor hornfiskene var i overtal sammen med ”meget voksne kvinde”, der promenerede bag os.
Vi, Mogens, Arne, Jan N, og Poul nød molen og let adgang til vandet. Hornfiskene var der og Jan fik et par fine.
Vi andre nøjedes med forsigtige hug og en ekstra kop kaffe. En lokal fynbo, der havde fisket på strækket i 70 år, gav gode råd. Helst strøm fra syd og den rigtige dybde ca. 2 m. Selv om vi fulgte rådene gav det ikke mere. Andre lokale fangede nu heller ikke noget!!
Vi kunne godt finde på at tage derover igen. Tak for hyggelig tur.
Nu er det op til Lars i morgen !!

Fælleskvote opbrugt!

Så er fælleskvoten på 19 laks over 75 cm fisket op i Kongeåen. Helt utroligt efter kun to dages fiskeri. Men heldigvis har vi en særlig kvote på 2 store og 2 små laks, som er reserveret til VOSFs fiskevand.
Derfor må I fortsat hjemtage laks fra vores del af Kongeåen, men hold godt øje med kvoten, inden I starter en fisketur.
Det har været en fornøjelse at møde så mange af jer ved åen, og mon ikke den lave vandstand er én årsagerne til, at der endnu ikke er landet laks fra vores fiskevand. Det skal nok komme, selv om mange måske er lidt utålmodige efter at mærke et ordentligt ryk i linen.
Knæk og bræk, vi ses ved åen, og hold godt øje med kvoten…

Kongeåen åbner den 16. april

Kære medlemmer af Vejen og Omegns Sportsfiskerforening

På fredag den 16. april må der igen fiskes på VOSFs fiskevand i Kongeåen, Vejen Å og Gels Å. Vi glæder os til at mødes med jer, selv om vi stadig skal passe på hinanden og holde afstand, når vi mødes ved åen. Så kan vi bare håbe, at der også er fisk, som vil bide på krogen, selv om vejret og vandet stadig er lidt køligt.

Inden du starter din fisketur, er det vigtigt, at du kender de regler, som gælder for VOSFs fiskevand. De opdaterede regler er vedhæftet til denne mail. Husk især at klemme modhagerne ned på din krog og at bruge en cirkelkrog uden modhage, hvis du fisker med orm. Find eventuelt flere informationer om foreningen og vores fiskevand på hjemmesiden: www.vosf.dk, eller på vores side på Facebook.

Alle fangster skal indberettes, også hvis fisken genudsættes, så vi får en oversigt over, hvor mange fisk der bliver fanget. En nem måde er at bruge app’en ‘Fangstjournalen‘ på din smartphone, hvor du kan registrere din fangst med det samme, mens du står ved åen. Samtidig får forskerne på DTU Aqua adgang til dine fangstdata, så de kan bruge dem til at kortlægge og udvikle lystfiskeriet i de kommende år. Du kan dog også registrere din fangst på vores fælles hjemmeside www.sydvestjydsk.dk.

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsen, og vi ønsker knæk og bræk til alle med den kommende sæson.

På gensyn ved åen, og knæk og bræk!

Bestyrelsen for VOSF