Kære medlemmer af VOSF!
Nu nærmer fiskesæsonen sig sit højdepunkt med mange laks og havørreder på vej op for at gyde, især efter regnvejr og højere vandstand. Fra bestyrelsen vil vi derfor lige minde jer om de regler, som gælder for fiskeriet på VOSFs fiskevand.
Alle laks og alle havørreder skal indberettes, uanset om de hjemtages eller bliver genudsat. Kvoten med store laks over 75 cm er brugt for i år, men der må stadig hjemtages nogle få mindre laks fra Kongeåen og Vejen Å. Hold derfor øje med kvoten, inden du tager på fisketur. På VOSFs hjemmeside er beskrevet, hvordan fangster skal indberettes: https://www.vosf.dk/indberet/
Indberetning af laks er lovbestemt, og vi kan miste vores laksekvote, hvis reglerne brydes. Vi har selv besluttet, at man også skal indberette fangst af havørreder. Det har vi gjort, for at vi kan få et overblik over, hvordan bestanden udvikler sig, nu hvor spærringen ved Jedsted blev fjernet i 2017. I må også meget gerne indberette fangst af andre arter som stalling, bækørred og gedde, så vi får mere viden om disse arter.
Se reglerne for fiskeri i VOSFs fiskevand her: https://www.vosf.dk/fiskevand/vejen-aa/
Når I indberetter en fangst fra VOSFs fiskevand, hjælper I også med at få fortalt nogle gode historier, så andre får lyst til at gå en tur ved åen. Send derfor gerne billeder og jeres historie til Hans Jørgen Pedersen eller én af vi andre fra bestyrelsen, så de kan blive lagt på hjemmesiden og på Facebook.
Hvis I kender nogen, som kunne tænke sig at blive medlem af VOSF, så har vi et godt tilbud: – betal kontingent for 2019 og fisk gratis resten af sæson 2018. Kontakt Simon Simonsen for flere informationer.
Knæk og bræk til alle
Bestyrelsen for VOSF