Vedtægter

Vedtægter for Vejen og Omegns Sportsfiskerforening pr. februar 2020

§ 1
Foreningens navn er Vejen og Omegns Sportsfiskerforening (VOSF).
Foreningens adresse er formandens.

§ 2
Det er foreningens formål gennem leje af fiskevand at skaffe medlemmerne adgang til at udøve sportsfiskeri og ophjælpe og pleje fiskebestanden i foreningens vande. Det er desuden foreningens formål at virke for udbredelsen af almindelig sportsfiskerkultur.

§ 3
Foreningen er medlem af Danmarks Sportsfiskerforbund, hvis medlemsblad ”Sportsfiskeren”, foreningens medlemmer modtager.

§ 4
Enhver borger over 10 år med fast bopæl i Danmark kan optages som medlem.
Foreningen kan oprette en juniorafdeling. Bestyrelsen godkender juniorafdelingens vedtægter.
Medlemmers børn under 12 år fisker frit ifølge med medlemmet.
Medlemmerne forpligter sig til at virke i foreningens interesser og underkaste sig dens love, regler og vedtægter. Undladelse heraf kan medføre udelukkelse af foreningen.
Det påhviler medlemmerne at udfylde fangstrapport.

§ 5
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen.
Foreningen ledes af en bestyrelse.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden den 15. februar.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Kassererens aflæggelse af det reviderede regnskab
4. Behandling af indkomne forslag
5. Valg af bestyrelse, herunder suppleanter til bestyrelsen
6. Valg af revisorer
7. Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst 1/5 af foreningens medlemmer skriftligt begærer det overfor formanden med angivelse af dagsordenen.
Indvarsling til ordinær generalforsamling skal ske med 21 dages varsel.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før den ordinære generalforsamling.
Indvarslingen skal angive dagsorden.
Indvarsling til såvel den ordinære som den ekstraordinære generalforsamling skal ske gennem foreningens hjemmeside
Alle afgørelser på en generalforsamling træffes ved simpel stemmeflerhed.
Beslutningen om vedtægtsændringer og om foreningens opløsning kræver dog, at 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 6
På den ordinære generalforsamling vælges en bestyrelse på 5 medlemmer samt 2 suppleanter og to revisorer for 2 år ad gangen. På hver generalforsamling afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer af bestyrelsen samt den ene revisor, første gang efter lodtrækning.
Bestyrelsen vælger sin formand og kasserer og fordeler i øvrigt opgaverne mellem sig.
Beslutninger indenfor bestyrelsen træffes med almindelig stemmeflerhed.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når blot 4 medlemmer er til stede.
I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget.
På bestyrelsesmøderne føres en forhandlingsprotokol, der efterfølgende godkendes af bestyrelsen.
Bestyrelsen kan nægte optagelse af et medlem, ligesom den kan ekskludere medlemmer. Bestyrelsens afgørelse kan indankes for en generalforsamling ved skriftlig anmodning herom til formanden fra 1/5 af foreningens medlemmer.

§ 7
Bestyrelsen fastsætter indskud og kontingent.
Betales kontingent ikke ved opkrævning eller på anfordring, betragtes vedkommende som udtrådt af foreningen.
Til æresmedlemmer samt den til enhver tid siddende bestyrelse udstedes et kontingentfrit medlems- og fiskekort.
Bestyrelsen kan beslutte at udstede et kontingentfrit medlems- og fiskekort til medlemmer, som yder en særlig indsats for foreningen.

§ 8
Udmeldelse skal ske skriftligt med 1 måneds varsel til en 1. januar.

§ 9
Medlemmer må ikke uden bestyrelsens samtykke leje fiskeret, der tilhører eller har tilhørt foreningen eller anden forening under Danmarks Sportsfiskerforbund.

§ 10
Bestyrelsen er bemyndiget til at fastsætte regler for fiskeriet i foreningens fiskevande, herunder fastsættelse af betaling for fiskekort.
Almindelige regler, vedrørende foreningens fiskevande, fremgår af fiske- og medlemskort.

§ 11
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med foreningens formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 12
I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens midler Danmarks Sportsfiskerforbund til anvendelse til ophjælpning af fiskebestanden i danske vande.